Restaurant Hårlev Kro
Restaurant
Hårlev Kro
Mette Culmsee
Indehaver Mette Culmsee
(Foto: Henrik Fisker, Dagbladet)

En hyggelig kro på landet

Nogen gange. Nogen gang har man bare lyst til at tage afsted ud i det blå, Helt derud hvor de færeste byboer tør vove sig.
Man kører i bilen, eller måske lader man sig transportere til det sidste stop på S-togsbanen.

Og så står man der, helt ude på det østsjællandske. Omgivet af natur og dog i en lille stationsby ved navn HÅRLEV.

Hårlev er intet særlig. Bare som sagt en lille stationsby fyldt med flinke menneske, som pænt hilser på en. Hvis man spørger en hårlevbo hvad der er at se i Hårlev, så vil han sætte et undrende blik op, for hvem kommer til Hårlev for at kikke på noget?. Man kommer fordi der er fred og ro.

Og når man så står der på stationen og undre sig over, hvordan man egentlig kom her til, så får man øje på en lille kro. En kro lige overfor stationen. Den station, hvor det er det eneste synlige tegne er på liv i byen.

Er det en solskinsdag, så kan man være heldig at udenfor kroen er der sat små borde op, og her kan man sætte sig og nyde en is. Ja man kan tilmed nyde en øl eller anden forfriskning. Så kan man sidder der i ro og mag og nyde livet gå stille forbi, alt imens man kikker på rågernes leg i de høje træer langs jernbanen.
Og skulle sulten melde sig, så kan man gå ind af døren. Her er det et hyggelig lille familiedrevet sted. Thomas står bag baren, og viser en gerne hen til et bord i den lille restaurant, som oser af gammeldaws hygge. Og med et trylleslag får man et menukort. Her kan man vælge velkendte ting, som Wienersnitzel med Thomas's kone Mettes berømte brune sovs. Hvis man da ikke er til den mere traditionelle smørsovs, som man også kan få. Mette kan da også måske trylle et par rødspætter frem fra køkkenet.
Og skulle man få lyst til at trække muldvarpeskinnet helt frem fra dybet i baglommen kan man da få husets 3-retters menu med vin og kaffe til. Men det behøves ikke, man kan godt nøjes med et greb i lommen til de mere prisvenlige retter for almindelige mennesker.
Alt i alt er det solid husmandskost. Vi er jo trods alt på Stevns, og ikke i det der hovskinowski Kjøvenhavn.

Når man så nydt sin mad og indtaget sin kaffe eller te, så trænger man til at slå mave. Og hvilken bedre måde end at gå en tur gennem denne lille fredelig by, og nyde synet af de mange små huse og de mange haver, mens man drømmer sig tilbage til de gode gamle dage.
Og når mørket er faldet på så kan man tage bilen eller toget tilbage mod det hektiske liv. Faktisk kan man, hvis man har særlig behov for ro og mag finde et lille bed and breakfast lige uden for byen, og tage derhen mens man nynner Røde Mors "jeg er på rekreation og jeg vil ikke bytte for en million."

Af Flemming Omel Hansen